Teksten i datid
Min far sendte mig i byen for at købe salt.
På vejen var en slikbutik. Jeg kiggede ind af vinduet. Jeg tænkte, at jeg kunne købe et par bolsjer. Det ville min far aldrig opdage. Jeg købte bolsjer, og jeg skyndte mig at spise dem. Jeg havde det ikke så godt. Jeg skulle jo købe salt, og nu kunne jeg kun få lidt salt.
”Hvad har du spist,” sagde salthandleren. ”Du er helt brun om munden.”
Jeg tog hånden op til munden. Det var rigtigt, jeg var helt fedtet af bolsjerne. Jeg prøvede at slikke det af. Jeg havde det ikke godt. Jeg løb tilbage til min far med den lille saltpose. Han så på den og så på mig. Han gav mig en klud og sagde: ”Tør dig om munden”.
Nu fik jeg det dårligere. Vi havde jo ikke så mange penge.
”Undskyld,” sagde jeg.
”Ja, det er godt, og så gør du aldrig den slags mere”, sagde han. Han var alvorlig.
Og jeg - jeg gjorde aldrig den slags mere.